Test af klapvogn Moweo Curro Lux 3

Test af klapvogn Moweo Curro Lux 3
Klapvogn Moweo Curro Lux 3

Carina fra Sættekassen har testet en Moweo Curro Lux 3 klapvogn med sin søn Villy. Her kommer deres detaljerede anmeldelse af husstandens nye køretøj.

Villy har fået et nyt ride, som man siger her på Nørrebro. Normalt er der i disse kanter så tale om en ekstra stor BMW, men her er det altså en klapvogn. En Moweo Curro Lux 3, som vi er rigtig glade for. Vi havde ellers søgt en masse, da jeg havde nogle helt særlige krav.

Mine krav

  • Den skulle være “lille og handy” og mere fiks end vores barnevogn er.
  • Den skulle ikke være så dyr og omkring 2-2500 kr, gerne brugt men i ordentlig stand.
  • Sædet skulle kunne vende begge veje. Dette var meget vigtigt for mig, da jeg gerne vil følge med i, hvordan han har det.
  • Den skulle helst kunne lægges plant ned i sædet, så han kunne sove i den, hvis det er nødvendigt.

Valget

Valget faldt derfor på denne Moweo, og nu er den ankommet. Vi har været ude med den nogle gange, og jeg er faktisk ganske fint tilfreds med vores nye klapvogn.

  • Funktionalitet: 4
    Villy sidder godt i den. Og det er ganske lækkert, at han sidder så højt oppe. Vognen er nem at føre og justere i de forskellige indstillinger. Ryglænet kan lægges ned, styret trækkes ud og forhjulet låses. Der er mange fine funktioner. Kalechen kan lynes op og gøres længere. I toppen af sædet er der en blød kant, som kan være slået op, så den går ud over hovedet. Eller slået ned, så man kan lægge hovedet på den. Eller knappes op og foldes bagom sædet. Derudover kan man sætte en fodpose på, hvilket er en rigtig god ven til vinter. Den klappes sammen ved at trykke på en knap i hver side. I den ene side er knappen låst på grund af en lille dims, der skal skubbes. Det er lidt svært, synes jeg, men det er så også det eneste minus ved vognen.
  • Nødvendighed: 4
    Da vi stadig overvejede, om vi skulle have klapvogn til Villy, gik vores overvejelser på, hvor meget vi egentlig ville bruge den. Vi har jo en barnevogn, og i weekenderne, når han skal sove lur herhjemme, bruger vi jo bare den. Men ind imellem, når vi skal på tur, er en klapvogn altså bare smart. Den er jo lidt mindre og mere handy.
  • Kvalitet: 4
    Den er lækker og fiks i designet, og jeg synes den er voldsomt pæn i den grå farve.
  • Pris: 4
    1999 kr gav vi for den. Den er dog en smule billigere i sort, hvis man er til det.

 

Skriv et svar