Børnesolbriller fra IZIPIZI

IZIPIZI børnesolbriller test
IZIPIZI børnesolbriller test
Vidste du, at IZIPIZI også laver solbriller til nyfødte? Baby-solbrillen er lavet til de alleryngste på
0-12 måneder. Foto: Fantasifabrikken

Sommeren er over os, og forhåbentlig betyder det masser af sol de næste par måneder. Endelig kan solbrillerne tages frem efter en lang (og våd) periode. Men husker du også at beskytte ungernes øjne? Solcremen er der sikkert styr på, men solbrillerne skal du altså også få styr på nu. Vi er her heldigvis for at hjælpe, momsterne har nemlig testet solbriller fra Izipizi til både baby, kids og junior størrelser.

I anmeldelsen møder du følgende tre mødre:

1. mor // Leah fra Leah Rundblad

Børnesolbriller test IZIPIZI
Leahs datter rocker kids-solbrillen. Foto: Leah Rundblad.

For os er sommeren lig lyse sommeraftener, bare tæer i græsset, et brud med hverdagens rutiner, ture til stranden og is. Masser af is. Og selvfølgelig godt med sol, hvis vi kan være så heldige. Selvom solen er skøn, varm og god, så er det altså ikke helt bekymringsfrit, når vi opholder os i solens varme stråler. For udover at vi skal passe på vores hud, smøre os ind i solcreme og passe på skoldning, så skal vi altså også passe på vores øjne. Og vores børns ikke mindst. Øjne, der er udsat for intens UV-eksponering, kan nemlig godt tage skade. Øjnene kan i værste fald blive blodsprængte, hæve op og blive lysfølsomme. Og så er der den tynde hud omkring øjnene, som er både sart og følsom. Jeg har aldrig selv været god til at passe på mine øjne, men det er vigtigt for mig, at gøre det anderledes med min datters. Derfor sætter vi tidligt ind med brugen af solbrillen og øver os meget i at have dem på.

Funktionalitet: 5 ud af 5
Solbrillerne fra IZIPIZI er rigtig fine. De har 100% UV kategori 3 beskyttelse og skåner ikke blot øjnene, men altså også den følsomme hud omkring øjnene. De er blødere og fleksible i materialet og generer derfor ikke huden på nogen måde. De laver ikke mærker, klemmer bag ørerne eller har nogen skarpe kanter. Dét og den super gode beskyttelse mod solens stærke UV-stråler er det vigtigste for mig i en solbrille til mit barn og her lever solbrillen fra IZIPIZI fuldt op til mine forventninger. Så gør det jo heller ikke noget som helst, at det faktisk er en ret fin brille også. Jeg synes den har et pænt og børnevenligt design og den klæder sgu min datter meget godt. Med solbrillen følger en rem, der kan sættes på solbrillen og tages om bag barnets hoved. Sikkert i et forsøg på at holde solbrillerne bedre fast på barnets hoved. Den er lavet i samme bløde og fleksible materiale som selve solbrillen og laver derfor heller ingen mærker på barnets hoved. Desuden kommer solbrillen i et fint lille etui med en tilhørende pudseklud, der så fint er pakket ind i en lille æske. En hyggelig og fin detalje, synes jeg. 

Nødvendighed: 4 ud af 5
Jeg er først i mit voksne liv blevet klar over, hvad solen kan gøre ved vores øjne. Jeg har aldrig selv gået med solbriller som barn og det er muligvis derfor, at det ligesom ikke har sagt mig noget i mit voksne liv. Jeg er derimod smadder god til at gå og klemme øjnene sammen, når solen skinner. Det skal nok give nogle rigtig fine rynker på et tidspunkt. Men det skal der altså laves om på nu, og jeg starter helt sikkert med Anna. Jeg tænker, at en tidlig introduktion til solbriller måske kan gøre det mere naturligt for hende at gå med dem fremadrettet. Det er i hvert fald vigtigt for mig at passe på hendes øjne. Hun ved jo ikke bedre selv og derfor er det min opgave som mor, at gøre hvad jeg kan for hendes øjnes skyld. Det kan solbrillen fra IZIPIZI helt sikkert hjælpe mig med. Det næste bliver at finde en måde, hvorpå jeg kan sørge for, at de bliver siddende på hendes søde ansigt.

Kvalitet: 4 ud af 5
Som tidligere beskrevet er solbrillens stel virkelig lækkert. Det er blødt og fleksibelt og former sig nærmest skånsomt om min datters hoved. Der er ingen skarpe kanter og det klemmer ikke bag ørerne eller på næsen. Jeg er ret imponeret over, hvor godt det holder i kampen mod min datters buttede små nysgerrige fingre. Hun er ikke ligefrem stille og rolig med solbrillerne, når hun tager dem af og på, men der er ikke sket noget som helst med solbrillen. Selvfølgelig lader jeg hende ikke gå og lege med dem, men de tåler ret fint, når hun alligevel får fat på dem. Det er altså virkelig en god egenskab i en børnesolbrille, da de jo helst skal kunne holde til noget. Selve glasset i solbrillen virker slidstærkt. Efter at være blevet smidt på gulvet nogle gange og endda tygget på, er der endnu ikke nogen skade at se på dem. 

Pris: 3 ud af 5
Når det kommer til sådan noget som et par gode solbriller, så hænger pris og kvalitet som oftest sammen. For pengene får man her en god solbrille, der beskytter dit barns øjne optimalt og kan tåle at blive håndteret af et par ivrige børnehænder. Det er en helt anden pris, end hvad jeg har givet for Annas andet par solbriller, som er smasket ind i Disney prinsesser og købt i et supermarked. Ærligt så synes jeg, at det er en høj pris at betale for et par solbriller, som mit barn ikke vil lade blive på sit ansigt i mere end et øjeblik. Men der skal stadig ikke herske sig nogen tvivl om, at det ér en solbrille af god kvalitet. 

2. mor // Signe fra En Mors Liv

børnesolbriller test IZIPIZI
Seje solbriller er lig seje håndtegn – seje Johan! Foto: En Mors Liv.

Johans øjne er ekstra lysfølsomme på grund af sygdom, og derfor er gode solbriller også helt uundværlige i hans hverdag. Indtil nu har vi brugt billige solbriller fra H&M og bevares, de har da løst opgaven, men der er ingen tvivl om, at solbrillerne fra Izipizi lige gør det der ekstra. Udover den øgede lysfølsomhed, har Johan også øget tendens til epileptiske anfald i ”flimrende lys” Fx når man kører gennem en skov i bil på en solskinsdag. Derfor er det også ekstra vigtigt for os, at Johan er beskyttet godt mod lyset. 

Funktionalitet: 5 ud af 5
Solbrillen har det fedeste sort/brune stel og flotte blå spejlglas. De er lette og bløde i materialet, og samtidig er de meget fleksible og robuste, så de kan tåle, at der bliver rykket i stængerne, når man tager dem af og på. Solbrillerne har en rigtig god pasform, også selvom Johans tumor gør, at hans ansigt er asymmetrisk. Det er ellers også noget af det, der gør det svært at finde ordentlige solbriller.

Nødvendighed: 5 ud af 5 
For os er solbriller en absolut nødvendighed. Med pasformen og stellets fleksibilitet øger helt sikkert nødvendigheden herhjemme. Netop pga. ansigtets asymmetri er det vigtigt, at solbriller ikke klemmer på Johans ansigt og at han stadig kan hvile hovedet på vores skuldre (e.l.) med dem på. Og det kan han med disse. Det har vi endnu ikke haft held med ved de almindelige ”billige” solbriller. 

Kvalitet: 5 ud af 5
Jeg synes umiddelbart, kvaliteten virker rigtig god. Stellet er blødt og bøjeligt og materialerne er lækre. Fleksibilitet og robusthed er allerede gennemtestet grundigt, af Johan, og der er ikke den mindste smule løshed eller skævhed at se. Glassets blå spejleffekt øger jo ”coolness” faktoren med mange %. At stellet samtidig er blødt og stængerne tynde er også et kæmpe plus i min verden.

Pris: 5 ud af 5
Med en pris på 279 kr synes jeg absolut, at man får fuld valuta for pengene. Man kan selvfølgelig godt finde billigere solbriller, men i dette tilfælde hænger pris og kvalitet helt afgjort sammen. Vi ser frem til at have gode solbriller til Johan længe endnu.

3. mor // Dorte fra Fantasifabrikken

Vi kender godt til solens skadelige UV stråler og er meget opmærksomme på både at bruge solcreme, solhat og at undgå middagssolen, i hvert fald når det gælder børnene. Noget vi dog tidligere ikke har skænket de store tanker er børnenes øjne. I særdeleshed de mindstes øjne. Vi forsøger jo så vidt muligt at undgå at eksponere lillesøster for direkte sollys men med to større børn, kan det være svært at undgå. Det er også utopi at tro, at solen kan undgåes helt i ladcyklen og i yndlingsstedet: bæreselen. Som voksen kender vi selv, hvordan solen kan blænde, irritere og nærmest give hovedpine. Det er jo gældende for alle aldre også for lillesøster på godt 2 måneder. Så med denne viden og disse konklusioner var vi taknemmelige for at få lov at se, mærke og afprøve de kære solbriller fra IZIPIZI. Konklusionen er dog kort fortalt, at en baby på 2-3 måneder endnu er for lille til at få det fulde udbytte af de ellers lækre og smarte solbriller. 

Funktionalitet: 2 ud af 5
Designet på baby-solbrillen er så kær. Mor er vild med farven og dens moderne facon. Brillestellet er dejlig blødt og bøjeligt og klemmer dermed ikke nogen steder. Bredden på brillen er ca 10 cm, hvilket er en god størrelse til det lille barn. Den sidder umiddelbart godt på lillesøster og hun vendte sig overraskende hurtigt til at have dem på. Man kunne se, at øjnene slappede af inde bag brilleglasset. Uden solbriller kneb hun øjnene let sammen trods det, at der var skyer for solen. Solbrillen er CE mærket og lever op til kravet om UV beskyttelse. Der medfølger en gummistrop, som kan monteres for, at brillen bliver siddende trods ivrige, ukontrolerbare babyarme. Det var dog ret svært at sætte brillen på lillesøsters hoved når stroppen var monteret og den, desværre, alt for løse strop holdte ikke noget på lillesøsters babyhoved. Strop eller ej rykkede brillen sig når hun drejede hovedet til siden og ja, så gør brillen jo ingen gavn. Når lillesøster bliver et par måneder ældre og begynder at krybe og sidde vil brillen nok have bedre kår. Der vil elastikken måske også passe bedre. 

Nødvendighed: 3 ud af 5
Jeg må indrømme, at jeg før i tiden ikke tænkte så meget på solens skadelige virkning på synet og øjnene. Vi får mange påbud omkring vigtigheden af solcreme og solens eksponering af huden men øjnene er der ikke så meget fokus på. Der er selvfølgelig forskel på udfaldet af skaderne men et skadet syn må da også påregnes en betydning. Konkret i forhold til behovet for babysolbriller til det helt lille barn på 2 måneder må jeg indrømme, at jeg fortsat er i tvivl. De helt små bør jo undgå solen så vidt muligt. Men som sagt kan det være svært, og hvis de små skal vende sig til brillen, kan det helt klart være en fordel at starte tidligt. 

Kvalitet: 4 ud af 5
Solbrillerne kommer i en hård æske og der medfølger ydermere et lækkert, tykt etui og en pudseklud. Solbrillestellet er dejlig blødt og bøjeligt så det gør ikke noget, hvis lillesøster får brillerne mellem sine ivrige og overraskende stærke fingre. Glassene sidder godt fast og kan ikke skubbes ud som man ofte oplever med discount børnesolbriller. Gummistroppen var for stor til lillesøsters babyhoved så den var ikke til nogen hjælp. Det kunne ellers have været smart da brillen rykkede sig når hun drejede hovedet. 

Pris: 3 ud af 5
Jeg synes, 225 kr er mange penge for solbriller til en baby. Havde pasformen været perfekt og var de blevet på, var det måske en anden snak. Brillerne er af rigtig god kvalitet, så beløbet ville selvfølgelig være et engangsbeløb. Der findes dog briller med samme UV beskyttelse og CE godkendelse til væsentlig mindre beløb dog måske ikke med samme bløde og smukke design.


Samlet vurdering af børnesolbrillerne fra IZIPIZI

Funktionalitet: 12 ud af 15
Nødvendighed: 12 ud af 15
Kvalitet: 13 ud af 15
Pris: 11 ud af 15

Den samlede karakter: 48 ud af 60


TESTPRODUKTET

Produktnavn: Børnesolbriller i hhv. baby-, kids- og junior-størrelse
Brand: IZIPIZI
Beskrivelse: IZIPIZI er et fransk brillefirma, der har udviklet børnesolbriller, der giver 100% UV kategori 3 beskyttelse og er egnede til aldersgruppen 0 til 8 år. Solbrillerne har fleksible hængsler, så de sidder godt under fysisk aktivitet og leg.
Pris: Baby og kids solbrillerne koster kr. 225 kr. Junior solbrillen koster kr. 279 kr, og junior solbrillen med spejlglas koster 315 kr.
ShopFind nærmeste forhandler af IZIPIZI børnesolbriller lige her

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar