Smukke og inspirerende børnebøger med store personligheder

Ti momstere er blevet forkælet med bøger fra forlaget Albert, der har lanceret en ny linje af bøger “små mennesker, store drømme”. De er farverige, utrolige og passer perfekt til de vidensbegærlige unger. Tre af momsterne har testet bøgerne grundigt og kommer her med deres fuldstændig ufiltrerede og ganske grundige anmeldelse af bøgerne.

Følgende tre mødre har testet bøgerne fra forlaget Albert:

1. momstertester // FantasiFabrikken

Vi elsker bøgerne! Det er fedt at læse børnebøger med så lærerigt og faktuelt et indhold. De blev hurtigt grebet af bøgerne. Det er andre emner og handlinger end, hvad vi vanligvis læser. Fortællingerne gav anledning til en masse snakke om alverdens ting og vi måtte som voksne lige pudse vores viden af så vi kunne svare ordenligt. Normalt er børnebøgernes temaer mere generelle om ex. Venskab, følelser og heltegerninger. Disse gav nogle helt andre snakke om ting der virkelig er sket. 

Funktionalitet 5 ud af 5:
Historierne er gribende og godt fortalt. Tekstens længde er overskuelig og det gør, at de fleste aldre kan være med. Bøgerne er med smukke illustrationer, som fint passer med historien. Det gør, at Alma på 6 år, som lige har knækket læsekoden, kan læse det meste selv.

Nødvendighed 5 ud af 5:
Vi ser nærmest børnebøger og højtlæsning som en nødvendighed. Vi synes det er meget vigtigt, at børn får et godt forhold til bøger og læsning helt fra barns ben. Der er masser af læring i bøger. Både om sproget, følelser og empati. Med denne bogserie giver Forlaget Albert virkelig børnene en anden form for viden end de normalt får og det på en børnevenlig måde.

Vi har alle haft stor glæde af at læse bøgerne omkring de store kvindelige personligheder, som bøgerne beskriver. Vi har talt med børnene omkring,  hvilken betydning de har haft for verden. Det er meget nemmere at få en dialog når man sidder tæt sammen i sofaen og læser frem for når tv’et bare kører derudaf uden pauser. Specielt Alma på 6 år var meget betaget af alle de seje kvinder, som har fulgt deres drømme. Bøgerne giver også anledning til at tale om andre emner end det vi lige er vandt til og vi forældre har som sagt også måtte pudse vores viden lidt af.alle har lært noget.

Kvalitet 5 ud af 5:
Kort fortalt, så var alle fire bøger i top-kvalitet. I det øjeblik man åbner bøgerne kan man mærke, hvor lækker kvaliteten er. Udbyttet af bøgerne er lige noget for vores børn. Jeg ELSKER at læse bøger for dem, som udvider deres horisont og gør dem nysgerrige på verden omkring dem. De stillede virkelig mange gode spørgsmål og man kunne mærke, at bøgerne virkelig gjorde et stort indtryk på dem. Jeg blev meget imponeret da de kunne drage paralleller til deres eget liv, f.eks. hvordan de også har drømme og hvad man skal gøre for at få dem opfyldt.

Pris 5 ud af 5:
Børnebøger koster nu engang det de koster, men jeg syntes prisen på 99-149,95 kr. er helt fair. Kvaliteten og ikke mindst indholdet gør, at jeg gerne vil betale det for dem. Jeg syntes de er mega fede som gaver til kommende fødselsdage. Vi betaler gerne for noget som er lidt anderledes end, hvad man ellers ser og det må man sige disse bøger er.

2. momstertester // Manja

Vi er læseheste herhjemme, eller…de voksne elsker at læse, den store elsker at læse, og den lille læser vi for, men hånden på hjertet absolut ikke en aften rutine hver aften, men det burde vi. For tænk engang en masse skønne historier man kunne få ind i deres fantasi, hvis man læste for dem hver dag. Jeg Pinky-Promise at det skal jeg fra nu af, være bedre til! Jeg kan især godt lide samspillet med at læse og snakke undervejs, i de bøger der giver plads til det. Især når ungerne nu alligevel ikke KAN lade være med at afbryde historien, når de er så små. De her bøger om “Små Mennesker, Store Drømme” giver netop anledning til dette. Og det er så hyggeligt at læse inden de skal sove, give dem masser af idéer og en overbevisning om at man sagtens kan alt det man vil I verden, hvis man sætter sig for det. Det kan jeg godt lide. Her må man gerne drømme stort!Vi har læst; Mohammed Ali, Stephen Hawkings, Coco Chanel og “Fantastiske Seje Kvinder der forandrede verden. Skønne historier, med indhold om “Go-Gettere og store ikoner” skrevet i børnehøjde. Jeg er absolut fan!

Funktionalitet 5 ud af 5:
Kampe fine illustrationer, skøn nemlig læsning, oplagt til en dialog undervejs og let læselig for de børn der kan læse selv.

Nødvendighed 5 ud af 5:
Det er bøger! Et hjem skal bestå af bøger

Kvalitet 4 ud af 5:
Det er skønne bøger. Illustrationerne er så nutidige, børne- og voksenvenlige, skønne valg af farver, streg og så er det forsider, man gerne have vendt ud af, så man ser dem stå så fint på hylden. Indholdet og formidlingen af bøgerne er jo ganske skønne, for de små som store. Moralen i bøgerne, er ikke baseret på en eller anden “her og nu” tegneseriefigur – men ikoniske personligheder, som altid vil være aktuelle at læse om. Det synes jeg er et kæmpe plus, for nogle tegneseriefigurer bliver jo ofte upopulære igen. Det gør Coco Chanel i hvert fald aldrig

Pris 4 ud af 5:
De koster 99-149,95 kr pr bog. Det er vel i bund og grund dags-prisen på en omgang lækker bog i disse dage, og pris er jo ALTID sjovere hvis den er i bund.. Men pris og kvalitet hænger jo altså unægteligt sammen, og det ER god kvalitet, med historier der for evigt vil leve videre i generationer. Kæmpe anbefaling herfra! Absolut gode dåbs- og fødselsdags gave idéer.

3. momstertester // Chili

Funktionalitet 5 ud af 5:
Bøgernes forsider er det første der fanger. Navnene og deres portrætter er med det samme velkendt  – og det gjorde mig nysgerrig. Bøgerne blev i første omgang lagt på sofabordet  – og. Både børn og voksne hev straks fat i bøgerne og begyndte at kigge og læse. Selv gæster, som f.eks. Oldefar synes at det var interessant med de nye børnebøger. Dernæst var det spændende at læse om de store personligheder og lære lidt om deres liv – samtidig med at det var en spændende historie for børnene og nogle flotte og sjove billeder. Både børn og voksne har lært lidt om udvalgte personer – og det må bestemt være ideen med disse bøger. Det kunne være sjovt med en filmatisering af bøgerne. På den måde vil flere få kendskab til de forskellige hovedpersoner.

Nødvendighed 3 ud af 5:
Vores børn elsker at læse og få læst højt , men det er ikke alle børn der holder af at læse selv. Jeg var ikke selv den store læser, som barn (og er det stadig ikke) , men jeg holdt virkelig meget af at få læst højt. Og sådan er der måske andre der kan få noget godt ud af bøgerne på. 

Kvalitet 5 ud 5:
Kvaliteten af bøgerne er gode. Vi valgte at bestille papirbøger, selvom Cornelius har en alder, hvor både pap og papir kan være en idé. Nu kigge han meget i bøger og er efterhånden blevet god til at passe på siderne, når der bladres. Derfor synes jeg papir-bøger er fint – og de er mere lækre.  Jeg synes godt, at historierne kunne have været lidt længere. Vi kunne sagtens få lidt mere viden om de forskellige / eller noget mere uddybende om de forskellige tidspunkter i livet. Til børn, der lige har lært at læse, og derfor gerne vil læse selv, er de rigtig fine. 

Pris 3 ud af 5: 
Bøgerne koster 99-149,95 kr pr bog. Bøgerne er i den dyre ende for en bog på få sider. Men vi ønsker os allerede flere fra serien  – så efter vores mening, er de pengene værd. Og bøgerne fåes både i pap og papir-versioner, så de mindste også kan have glæde af de smukke illustrationer.


Samlet vurdering af bøgerne fra forlaget Albert: 54 ud af 60

Funktionalitet: 15 ud af 15
Nødvendighed: 13 ud af 15
Kvalitet: 14 ud af 15
Pris: 12 ud af 15


Om testproduktet:

Produkt: Bøger
Brand: Forlaget Albert
Beskrivelse: De smukke og inspirerende bøger til børn handler om helt store historiske personligheder. De er skrevet i et børnevenligt sprog, så dine børn selv kan være med til at læse dem. Bøgerne har til formål at lære børn, at man aldrig kan drømme for stort.
Pris: Prisen på bøgerne svinger mellem 99-149,95 kr. Bøgerne kan købes her.

Skriv et svar