Egmonts Store Børnefest

Hector og Rasmus Klump

Egmont har netop afholdt deres første Store Børnefest, der fremover vil være en årlig begivenhed. Festen var spækket med børn, sang, film, oplæsning og meget mere! Rasmus Klump, Sebastian Klein og Bobles var der også. En formiddag 100% i børnenes tegn.

Ti momstermødre var til festen med deres børn, og tre af dem har nu skrevet en uddybende anmeldelse af deres oplevelser. Du kan finde de andre mødres opslag under #momstertest på instagram.

Følgende mødre var til Egmonts Store Børnefest:

1. influencer // Cille Toftgaard

Egmonts Børnefest blev skudt i gang med Rasmus Klump. Smilet på min 2-årige søn Hectors læber ikke til at tage fejl af, det ville blive en fantastisk formiddag. Inden festen var vi så heldige at modtage en gave, som bl.a. indeholdt bogen ”Sallys far”. Herhjemme er den et kæmpe hit, så til Børnefesten, brugte vi masser af tid i læsehjørnet med Sallys far-bøgerne. Efterfølgende var vi i tegnestuen, som var fuld af malebøger, tegninger af diverse figurer og bøger, som børnene kunne dekorere. Bobles var også forbi med Bobles-bussen og en stor bane, hvor børnene kunne tumle rundt. Det store LEGO-hjørne blev også benyttet flittigt. Der var flere liveshows til de ældre børn, biograf med film til børn i alle aldre og et Rasmus Klump løb. Vi håber meget på, at de gentager succesen næste år. For der er ingen tvivl om, at vi skal være en del af festen. Da vi kørte hjem, sagde Hector: ”Hector har haft en hyggelig dag”. Med de ord må vi konkludere, at Egmonts Børnefest var et hit!

Funktionalitet: 4 ud af 5
Egmonts Børnefest fungerede til UG. Festen blev afholdt hos Nordisk Film i Valby, hvor man primært opholdt sig udendørs. Det store areal betød, at på trods af mange mennesker, så følte man, at man havde rum omkring sig. Det betød i hvert fald meget for Hector. Hvis jeg skal fremhæve noget, så skriver de, at børnefesten er for en målgruppe op til 12 år. På det punkt er jeg uenig, da jeg nærmere synes, at målgruppen er 1-6 år. Men for os betød det jo ingenting, da Hector er 2 år.

Nødvendighed: 3 ud af 5
Det var for Hector en stor oplevelse, som jeg er rigtigt glad for, at jeg fik muligheden for at opleve sammen med ham. 

Kvalitet: 5 ud af 5
Jeg kan simpelthen ikke sætte en finger på noget som helst. Det var gennemført, så selvfølgelig vurderes kvaliteten til topkarakter. 

Pris: 5 ud af 5
Billetprisen er 90 kr pr. person. På den måde kan hele familien få en oplevelse for få penge, synes jeg. De serverede gratis vand og frugt, print til tegninger, malebøger, balloner osv. Jeg synes helt bestemt, at man får rigtig meget for pengene. 

2. influencer // Anna-Alexandra

Egmonts Store Børnefest var en hyggelig oplevelse for hele familien. 
Nordisk Film i Valby bragte den perfekte lokation til sådan en begivenhed og filbyen summede af liv og god stemning. Det var spændende at gå på opdagelse rundt i filmbyen, såvel som at gå rundt til de forskellige boder og aktiviteterne. Sebastian Klein sørgede for at underholde publikum fra den store scene og vi gik hjem med højt humør, mætte på oplevelser og med den fineste tegning af Anders And, fra Disney-tegneren Flemming Andersen. 

Funktionalitet: 4 ud af 5
Lokationen var som sagt skøn. Der var masser af bænke og græsplæner, hvor man kunne sidde og spise sin medbragte mad. Filmbyen var rigtig hyggeligt og tilføjede en særlig stemning til hele eventet. Der var god plads til at gå rundt, og god plads omkring den store scene. Jeg bemærkede, at der også var barnevognsparkering – ikke aktuelt for os, men sikkert rigtig dejligt, for dem som deltager med mindre børn. Det som trækker lidt ned, er at de store events foregik på samme tid. Sebastian Klein underholdt på den store scene 14.10 og klokken 14.00 startede Disney-tegneren med at tegne, og forinden var der allerede lang kø. Vi stod i kø efter quizzen var slut, og det brugte vi faktisk resten af tiden på, indtil eventet sluttede. 

Nødvendighed: 5 ud af 5
For vores familie betyder det rigtig meget at have nogle gode oplevelser sammen. Og gerne koblet op på noget relatérbart. Egmonts store børnefest var særlig interessant for os, fordi vi alle sammen er bogorme, og fordi vi bor tæt på Nordisk Film, og altid har snakket meget om den bygning og hvordan, der mon så ud inden. Så vi glædede os alle tre til eventet. 

Kvalitet: 3 ud af 5
Ideen med festen var super fin! Men man kunne godt mærke, at det var første gang festen blev afholdt, da det virkede lidt ufærdigt. Personalet måtte gerne have været mere på og “lede” festen. Eksempelvis var der en konkurrence med jumbobøger ved køen til disneytegningerne, men der var hverken skilte eller andet, der fortalte om en konkurrence og medarbejderen hjalp ikke. Så lidt mere engagement fra personalet, og henvendelse til deltagerne ville have sat kulør på begivenheden. Aktiviteterne kunne godt have været mere gennemførte. En af aktiviteterne på programmet er “spil nye playstation spil”. Til den aktivitet stod der to playstations, så det var nærmest umuligt at komme til, pga interessen fra børnene. Det kunne være fint, hvis de havde samlet de store begivenheder på den store scene, så det ikke “druknede” i mængden. Afsluttende tænker jeg, at målgruppen skal defineres tydeligere. Vi deltog med min bonusdatter på 8 år og hendes jævnaldrende veninde, og i forhold til deres aldersgruppe var udbuddet sparsomt. Det er fedt, at der er både til små og store, da mange familier spænder vidt i aldersgruppe, og den rolige lokation i filmbyen giver de større børn mulighed for at gå rundt på egen hånd. Så generelt en fin og hyggelig oplevelse. Ud fra programmet og reklame havde vi dog forventet et mere gennemført event. Vi glæder os til at se, hvad det kan udvikle sig til med årene. 

Pris: 2 ud af 5
Jeg synes, prisen er dyr i forhold til, hvad man går hjem med. Når det er Egmont, så forventer man bare mere. Enten skulle prisen sænkes, eller det kun fx var børnene, der kostede indgang. Alternativt skulle man få mere for pengene – fx flere goodiebags, både til voksne og børn hvis begge skal betale indgang. Eller en pandekagebillet. For vi undrede os over, hvorfor det skulle koste noget. Og så måske en gratis bog eller noget til at tage med hjem.

Processed with VSCO with a4 preset

3. influencer // Sofie

Egmonts Store Børnefest var et rigtig godt arrangement. Hvor begge børn nød det meget. Og alt personale var meget imødekommende og søde hvis man havde spørgsmål. Og der var masser af aktiviteter som bobles forhindingsbane, Rasmus Klump løb, skattejagt, mini bio, tegnestue, Sallys far læser og en masse andet. Da vi ankom startede det hele ude med et Rasmus klump show, som var rigtig godt. Alle børn dansede med og havde det sjovt. Inden showet startede fortalte de om faciliteterne og regler for rygning osv. Vi hyggede os og havde en skøn dag. 

Funktionalitet: 4 ud af 5
Selve dagen fungerede rigtig godt. Da man ankom fik man et kort og et program, så man kunne finde rundt til alle aktiviteterne. Selve aktiviteterne var rigtig gode. Det eneste var, at jeg syntes, man skulle havde nøjes med ét arrangement om dagen, da det var lidt stressende, at man kun havde 3 timer. Då der var nogle ting vi, ikke nåede. 

Nødvendighed: 5 ud af 5
Det meget vigtig for os at komme afsted til sådanne børnefester, da børnene nyder det og får gode oplevelser ud af det. Og så vi som familie kan lave noget sammen, der skaber minder. Det var bare et plus, at både Rasmus Klump & Sallys far kom, da begge børn er ret vilde med dem. 

Kvalitet 5 ud af 5: 
Selve kvaliteten af arrangementet var rigtig god. Vi synes ikke, der manglede noget. Der var noget for alle aldre. Vi havde selv to drenge med på hhv. 2 & 7 år, og begge drenge hyggede sig meget. De var især vilde med Rasmus Klump showet, hvor børnene skulle danse og synge sammen med Rasmus Klump. De grinede, dansede med og havde en fest. Bare det at møde Rasmus klump var en stor oplevelse for dem begge. Der var også to bassiner fyldt med Lego. Et med normal størrelse Lego og et med Dublo. Mine drenge kunne havde brugt hele dagen der. Sallys far fra “Sallys far-bøgerne” kom også og læste højt fra en af sine nye bøger, og fortalte om figurerne i bøgerne. Mens han læste var der billeder på en storskærm fra bogen. Også det var rigtig godt. Mine drenge elsker de bøger, så de var meget glade for det. Så overordnet vil jeg sige, at arrangementet var af meget høj kvalitet. De optrædende var meget dygtige og gode til at engagere børnene. Kvaliteten af de produkter, der var til stede var også i top. Vi kan med andre ord ikke sætte en finger på kvaliteten. 

Pris 4 ud af 5:
Jeg synes prisen for arrangementet var helt okay. Det var ikke billigt, men heller ikke for dyrt. Jeg synes til gengæld, at det løber op, når man er en hel familie, der skal afsted, og når arrangementets varighed kun er af 3 timer. Nu har vi ikke været afsted til noget, der minder om dette før, men vi overvejede i sommers at tage afsted til Orla Frøsnapper festival på Frilandsmuseet. Der kostede det både penge at komme ind og penge for hver aktivitet, så til sammenligning med det arrangement, er dette en del billigere. 


Samlet vurdering af Egmonts Store Børnefest: 49 ud af 60

Funktionalitet: 12 ud af 15
Nødvendighed: 13 ud af 15
Kvalitet: 13 ud af 15
Pris: 11 ud af 15


Om testproduktet:

Produkt: Børnefest
Brand: Egmont
Beskrivelse: Børnefesten havde samlet alt det bedste til børn i én stor børnefest hos Nordisk Film i Valby. Der var fint besøg af Rasmus Klump, Sebastian og en af tegnerne bag Anders And. Børnene kunne lege med bObles, LEGO klodser og svede til minidisko. Og mange andre spændende ting.
Pris: 90 kroner per person. Billetterne købes her.

Skriv et svar