Boganmeldelse: “En vellykket familie – er sjældent særlig køn!”

På Momster er det altid vigtigt at understrege, at alle familier er forskellige, og at alle forældre gør tingene på deres måde. For der findes ikke noget rigtigt og forkert indenfor opdragelse. På trods af det, er mange i tvivl om, de gør de rigtigt. Denne bog af familierådgiver Smilla Lynggaard giver vores momstertestere redskaber, som skal gøre familielivet mere simpelt.

Forfatteren bag bogen, Smilla Lynggaard, har ofte stillet sig selv spørgsmålet “Er jeg en god nok mor?”. Det har derfor været vigtigt for hende som familierådgiver at give dit redskaber til at tro på, at du som mor er god nok, og at du gør det helt rigtige for netop din familie.

Citater fra anmeldelserne:

Særligt øvelsen med at tage ansvar for sine lortedage, omfavne og bearbejde dem var en vigtig opgave for mig.

Jeg er uden tvivl blevet bedre til at huske mig selv på, at jeg gør det, JEG føler er rigtigt for min familie og mig.

Hjemme hos os føler vi, at vi bruger meget tid på at sige nej og skælde ud, og denne øvelse giver refleksion over, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvad vi egentligt har på sinde.

Følgende tre mødre har testet bogen “En vellykket familie – er sjældent særlig køn!”:

1. momstertester // Sara

Det var med stor begejstring jeg opdagede, at jeg skulle teste bogen ”En vellykket familie er sjældent særlig køn!”. Min mand og jeg har haft situationer, hvor vi som familie føler, vi fejler: Vi føler ikke, vi lever op til at skabe de rigtige rammer, som skal være helt perfekte. Men nu kan jeg klart se, at det ikke handler om at skabe de perfekte rammer for at leve op til alle andres normer og ”rigtigheder”. Vi skal skabe vores familie, som vi ønsker den. Men hvordan man lige skaber den rigtige familie for os, er heller ikke helt nemt.

Funktionalitet: 5 ud af 5
Jeg er vild med, at bogen fra Smilla Lynggaard rummer overskuelige øvelser, som skaber små men vigtige forandringer i vores familieliv. Særligt øvelsen med at tage ansvar for sine lortedage, omfavne og bearbejde dem var en vigtig opgave for mig. Med enkelte sætninger får jeg stof til eftertanke: noget så simpelt at jeg skal sætte mig et sted alene med min vrede, at tale med min familie om min dårlige dag og fortæller dem, at det er min vrede, og at den ikke skal smitte af på resten af familien.

Kvalitet: 5 ud af 5
Vi skal lige rigtigt i gang med at få etableret bogen i vores hverdag, men en ting vi som familie vil gøre alt for, er at skabe vores familie i de rammer, som vi synes er vigtigte. Vi skal skabe det, som giver mening for os og ikke alle andre omkring os. Den største effekt, jeg som presset mor har haft på bogen, er at i talesætte når jeg kan mærke jeg bliver for presset! “Nu kan jeg mærke, at jeg er ved at blive utålmodig, og jeg er ikke særlig god til det med tålmodighed, det skal jeg træne. Så nu må i simpelthen samarbejde med mig her, for lige om lidt bliver jeg irriteret og vred, også ender jeg med at eksplodere”. Den sætning har jeg brugt flere gange, og den virker!

Pris: 4 ud 5
Til 300 kr mener jeg, bogen er pengene værd. Det er selvfølgelig en mulighed at låne den på biblioteket, men det fantastiske ved bogen er, at øvelserne nemt kan slås op, og hvis man står i en situation, hvor en hjælpende hånd skal til, så giver det mening at have bogen stående på reolen i sit eget hjem. Jeg har kunne finde mange selvhjælpsbøger til at skabe en fantastisk familie, men det gode her er, at du får råd til selv at finde den familiedynamik, som giver mening for jer, hvor andre bøger giver råd og vejledning til bestemte ”kasser” af familiesammensætning. 

2. momstertester // Sarah

Som førstegangsforældre skal man ikke bare forholde sig til, at hele ens liv, som man kender det, bliver vendt på hovedet, når ungerne kommer til. Nej, man træder ind i en helt ny verden, fyldt med andre forældre og deres meninger om, hvordan forældreskabet skal være. Denne verden kan ofte være svær at navigere i. Så da jeg fik muligheden for at være med til at teste bogen “En vellykket familie – er sjældent særlig køn!” af Smille Lyngaard, var jeg ikke i tvivl om, at den kunne være med til at sætte nogle tanker i gang om, hvordan jeg kunne tænke mig, jeg skulle være i vores forældreskab. 

Funktionalitet: 5 ud af 5
Jeg er uden tvivl blevet bedre til at huske mig selv på, at jeg gør det, JEG føler er rigtigt for min familie og mig. Bogen indeholder en masse små øvelser – eller refleksionsrum, hvor man bliver tvunget til at reflektere over ens egen tilgang til forældreskabet. Dette fungere godt, og man får tænkt en masse ting igennem. 

Kvalitet: 5 ud af 5 
Jeg synes, at det er fantastisk at høre fra en familierådgiver, der ikke banker en i hovedet med en masse “rigtig og forkert”. Bogen har hjulpet mig til at reflektere over mine egne valg. Jeg har især praktiseret det at inddrage transittid i vores hverdag, hvilket har gjort vores morgener mere afslappede.

Pris: 5 ud af 5 
Jeg synes bestemt, at bogen er pengene værd, da den indeholder en masse nyttige tips til familielivet.

3. momstertester // Louise

’’En vellykket familie er sjældent særlig køn’’ er Smilla Lynggaards nye bog. Citaterne ’’det har aldrig været meningen, din familie skal være pletfri og perfekt’’ eller ’’lyt til din egen stemme, og tag din familie tilbage’’ ramte, hvor de skulle. Disse sætninger går lige ned i samvittigheden over ikke at lytte 110 procent til min egen stemme. Noget jeg konstant arbejder på er at lytte til mine egne intuitioner, og det er faktisk et hårdt stykke arbejde. I vores familie, med en kronisk syg far, brugte vi rådet med at stemple ind og ud af situationer og rum – og lige mærke efter, at nu er vi her. Også at trække vejret inden man bare på kommando gør ting. Det fører til en selvrefleksion af os som forældre. Tak for god læsning, Smilla Lynggaard.

Funktionalitet: 5 ud af 5
Små ændringer i vores hverdag kan gøre en kæmpe forskel for at lette forældreskabet. Øvelsen i at stille os selv spørgsmål som: “Hvad vil vi gøre mere af?”, “Hvad vil vi gøre mindre af?”, “Hvad vil vi begynde at gøre?” og “Hvad vil vi stoppe med at gøre?”. En øvelse der giver os plads til at mærke efter, og slukke for autopiloten. Hjemme hos os føler vi, at vi bruger meget tid på at sige nej og skælde ud, og denne øvelse giver refleksion over, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvad vi egentligt har på sinde. På den måde kan vi trække på kortet i situationen, og føle os klædt på.

Kvalitet: 5 ud af 5 
Tankerne om vores forældreskab, satte tingene i perspektiv. Vi vil jo for alt i verden gøre vores bedste for at opdrage vores børn omsorgsfuldt. Vi vil reflektere meget mere over vores roller og konsekvenserne af de valg, vi tager. Vi vil mærke efter og stemple ind og ud. Bogen klæder os forældre godt på til at reflektere ind i os selv, og stoppe sammenligningen med andre familier. Vi ved, hvad der virker i lige præcis vores familie.

Pris: 3 ud af 5
Jeg vil mene, at prisen er i den dyre ende i forhold til andre bøger om emnet. Men det er god læsning, der har givet os meget i vores forældreskab.


Samlet vurdering af bogen “En vellykket familie – er sjældent særlig køn!”: 42 ud af 45

Funktionalitet: 15 ud af 15
Kvalitet: 15 ud af 15
Pris: 12 ud af 15


Om testproduktet:

Produkt: Bog
Brand: Skrevet af Smilla Lyngaard
Beskrivelse: Boget “En vellykket familiet – er sjældent særlig køn!” giver dig som forælder redskaberne til store forandringer med små ændringer. Målet er, at din familie skal blive et frirum, hvor familielivet skal føles simplet.
Pris: Bogen koster 279 kroner, og kan købes lige her.

Skriv et svar